Andre IYGTAF-fans fyldes sikkert med vrede i deres små kroppe ved genlæsningen af indlægget, der udførligt beskriver, hvordan 'Mr. Silkeborg' (Morten Bruun) kun havde hån tilovers for rammerne for 'Danmarks hyggeligste stadion'.
IYGTAF-redaktionen har nu fået endnu en levende beretning fra Fremads storhedstid. Modsat de to tidligere fortællinger fra 'Verden på Vangen', så udspiller den nye fortælling sig ikke på Riisvangen Stadion, men det enorme og råkolde Aarhus Stadion.
Ikke mere snak. Vi overlader ordet til Anders Bak, der har været venlig at dele sin store oplevelse fra 'den gyldne æra':
Kaffen der aldrig blev kold
Vi
skal tilbage til de gamle Faxe Kondi Liga dage for at finde dagen, hvor
kaffekastningen
udspillede
sig. Min hukommelse angående, hvilken kamp det eksakt var, er sløret, men jeg
har en
grim
fornemmelse om, at det var 2-2 kampen mod SIF 04.10-1998. Se kampinfo her.
Jeg
(dengang 11 år), mine fætre og min far (der i øvrigt dengang var næstformand
for
kontrollørkorpset,
der jo som bekendt primært bestod af plejere fra Risskov Psykiatriske Hospital –
nærmere
bestemt den retspsykiatriske afdeling.) indfandt os på Aarhus Stadion et par
timer før
kampstart,
idet min far skulle lægge taktikken til, hvorledes de mange farlige SIFosis
skulle styres.
Ca en
time før kampstart sidder jeg og mine fætre på den lille a-tribune. Vi sidder
relativt højt oppe
på
tribunen, da Iwelumo iført træningstøj og en papkasse sjasker luntende rundt på
den enorme
løbebane.
Pludselig stopper han op. Peger på mig med sine lange fingre, og kigger intenst
på mig
med
sine hundelignende øjne. Han kan tydeligvis huske mig, fordi jeg og en kammerat
få dage
forinden
havde fulgt ham rundt i byen, før vi til sidst i Badstuegade turde spørge ham
om hans
autograf.
Efter et par sekunders pegeri bukker han sig ned og fisker to poser rød Peter
Larsen kaffe
op af
papkassen, som han kort forinden havde sat på løbebanen. Herefter kaster han
kaffeposerne i
favnen
på mig med kirurgisk præcision. Den mand kunne alt på en fodbold- og løbebane.
Iwelumo
må
have tænkt, at det var på tide, at vi unge drenge kom i gang med at drikke den
gode bønne.
Herefter
løber Iwelumo, og vi sidder forstenede men lykkelige tilbage på den næsten
mennesketomme
A-tribune. Den dag fik min Fremad-passion en ekstra dimension.
P.S
Jeg tror i øvrigt, det endte med, at min far fik kaffen, og at jeg drak en
enkelt kop med mælk og
sukker.
P.P.S Jeg tror
de kastede kaffen ud, fordi Peter Larsen Kaffe var kampsponsor, men det er kun
en
teori.
Waoooow! Sikke en vanvittig og fantastastisk historie. IYGTAF takker for beretningen og opfordrer mulige anekdoter-fortællere dele deres historie med alle os - fire, fem, seks måske syv - andre.
