lørdag den 8. maj 2010

Mystisk omkring asiat

En mystisk asiatisk-lignende person har i dag kastet krydder og lir over 2. division Vest. Dagens kampe i rækken lignende længe en lidt trist forestilling på tekst-tv. Fremad var kommet bagud 0-1 til Esbjergs reserver, hvilket næppe var en stor overraskelse; Vestjydernes anden fineste har et godt tag på de ellers formstærke århusianere fra Nordbyen, og et nederlag lå nærmest i luften som sådan noget, man ville kunne udbryde "TYPISK!" til. Du ved; Århus og fodbold og sådan. Altså en omgang lidt tam tekst-tv.

Men hvad var nu det?

Tre hurtige blink på skærmen. Som når man efter sigende ser en UFO.

På tre minutter havde resultatet i opgøret mellem Otterup og Ikast ændret sig fra 3-4 til 4-5. I de døende minutter bliver det til slutresultatet 5-5, og hvis man skal tro denne artikel på Sporten.dk, så havde en asiatisk tilskuer en finger med i spillet. En repræsentant fra DBU fandt i anden halvleg interesse for den mistænksomme mand, og sammen med Otterup-formanden Jørgen Leth tog de kontakt til manden. Mistanken gik på match-fixing, en mistanke der efter sigende bundede i, at den mystiske asiat tidligere havde udvist en sær opførelse til flere af klubbens ungdomskampe.

- Da vi fik fat i manden, blev han hurtigt nervøs og sagde, at han studerede i Kolding, og at han var bange for, at der kunne ske ham noget, hvis politiet blev involveret, forklarer Jørgen Leth, ikke digteren, men formanden for den nordfynske fodboldklub.

"Contracts. For your perusal."

- Han fortalte på flydende engelsk, at han var kommentator, men han ville hverken oplyse sit navn, eller hvem det var, han snakkede med i telefonen, uddyber han til Sporten.dk

Mystikken var ikke kun forbeholdt den telefonsnakkende fodboldfan - også spillet på banen var præget af flere mistænkelige hændelser. Sådan lyder det i hvert fald i en brugerkommentar:

"Var inde og se kampen, og synes selv det var meget mistænkeligt at FCM2 (Ikast) holdte op med at forsvare sig. Lod en enkelt spillere eller slet ingen være tilbage. De tre mål kom ud af ingen ting, og meget mærkeligt at de efter de var kommet bagud var hurtige til at dække op og forsvare sig igen som før."

Aftalt spil er især et problem i Asien, og nu kunne det altså godt tyde på at fodboldmafiaen har sneget sig ind på de danske stadions. Endnu en anklagende brugerkommentar vækker i hvert fald også opsigt nederst i artiklen:

"Jeg så Ikast spille mod Esbjerg sidste år der tabte de 1-5 trods et hold af næsten ren SAS-liga spillere.. Der stod også 2 asiatere med head-set og snakkede i telefon hele kampen igennem"

Om personen bag kommentaren også skulle være bag en af de tvivlsomme brugere på Ekstra Bladets Nationen vides naturligvis ikke, men spændende og potent bemærkning.

Manden fra DBU og manden fra Otterup fik efter noget tid bortvist manden, men heldigvis fik de hans telefonnummer. Men hvad siger du; render der mystiske mænd rundt og laver aftalt spil med de glade amatører? Skriv en kommentar.

1 kommentar: