tirsdag den 22. oktober 2013

Peter Rask afslører comeback i ny video

Den jævne sæson for Aarhus Fremad fortsatter. Som en hvid varevogn, der hoppende forsætter sin usikre vej ud ad en hullet grusvej.... Som.....som.... Eh...

I weekenden sejrede 'Nordbyens Fineste' dog over Næsby på Riisvangen Stadion, og kampens højdepunkter er nu tilgængelige på YouTube. I kampsammendraget kan man se fynboerne sende adskillige store chancer forbi målet, mens ens sort/gule hjerte springer et-to slag over, når man i videoens begyndelse ser Michael Nørgaard heade bolden flot i mål. 

Videoen gemmer dog en helt vild stor nyhed, hvilket IYGTAF som eneste danske medie åbenbart har opsnappet. Ja, resten af fodbolddanmark har givet alt for travlt med at holde øje med, hvilke kontante afsløringer, der kommer ud af Peter Graulunds store mund. Den opmærksomme seer af tv-klippet vil  bide mærke i den talende mand, der kan høres - men ikke ses - i kampsammendraget. 

IYGTAF afslører nu, at stemmen tilhører Fremad-profilen Peter Rask Jensen.

Peter Rask Jensen.


Sidste sæsons topscorer har været hårdt ramt af et såkaldt springerknæ, og har derfor stadig sin første kamp i 2013/14-sæsonen til gode. Derfor måtte han atter tage til takke med en plads blandt de almindelige og dødelige tilskuere til lørdagens fodboldkamp, og han valgte åbenbaret en ståplads ganske tæt på det videokamera, der indfangede levende billeder og lyd fra 2-0 sejren over Næsby.

Og må jeg nu bede læseren springe 2 minutter og 50 sekunder i videoklippet, hvilket du finder  et par linjer længere nede i dette indlæg. Her kan du, kære læser, høre Peter Rask afsløre, at han snart er klar til comeback! Den er god nok! Yay!


Kan du høre det? Det er ham!

Peter Rask afslører altså, at han i sin genoptræning har brugt en trappe med 65 trin, hvilket resulterer i, at Fremad-stjernen nu er i god form. Tjek nu bare klippet ud, hvis du ikke allerede har gjort det! Og bemærk så også lige, hvordan Peter Rask Jensen jubler ved 2-0 målet. "Det har de sku fortjent," siger han med en stemme, der tydeligvis også er blevet mærket af den lange skadesperiode.

Alligevel er der ingen tvivl om, at denne her afslørende nyhed vil vække massiv glæde i hele Aarhus Nord, hvor flere af de mindre supermarkeder i dag kan se frem til et øget salg af kød- og fiskeprodukter fra deres delikatesseafdelinger, da en sådan nyhed naturligvis skal fejres. Viva Villakvarter! Oi oi oi!





1 kommentar: