Når de små timer kommer snigende, og når søvnen så udebliver, så går IYGTAF i arkivet. Så ruller mikrofilm over skærmen, Fremad minderne gør deres melankolske indtog. På internettet søges der efter billeder af Jesper Dupont eller Frode Langagergaard i den sort/gule trøje. Som et sultent sort hul i rummet, så har internettet vist slugt billederne. De er der i hvert fald ikke. Men artiklerne er der stadig, og som dinosaurernes knogler vidner de om en tid, der nu er engang. Under overskriften
'F-files: Tilbage til Fremad' går rejsen tilbage til dengang Texas var et band med en lækker forsangerinde, Scully og Mulder rodede stadig rundt med UFO'er og et akavet kærlighedsforhold, mens Maria Montell stadig lå stærkt til at blive dronning, og Niels Brøcher var stadig så ung, at man kunne forveksle århusianeren med Ron Weasley fra Harry Potter. Vi starter på en sommerdag i 1999.
I sæsonens andensidste kamp var det hele ligesom afgjort. Syv sejre, otte uafgjorte og 18 nederlag rakte kun til 29 point og en 11. plads i Faxe Kondi Ligaen. Der var hele 14 point op til AGF på den af nedrykningsstregen, en 10. plads som bysbørnene på dette tidspunkt og i de følgende år sad solidt på. Et farvel til landets bedste række var altså en kendsgerning, men inden nedgraderingen til 1. division kunne foretages ventede den sidste hjemmekamp. Riisvangen Stadion var værter, gæsterne var "løverne" fra København, der efter en skuffende sæson blot sluttede på 7. pladsen. Følgende er et uddrag fra FCK-bloggen
Fusionsnipserne, og består af en øjenvidneberetning fra 3-3 opgøret på Riisvangen. Hvordan levede folk dengang i 1999? Hvad bed "den fremmede" mærke i, da han dengang pludselig befandt sig på det intime stadion? Ved at undersøge kilden nærmere kan vi få svar på disse spørgsmål. IYGTAF har klippet og forkortet i københavnernes kampreferatet, så vores læsere kun sidder tilbage med selve humlen. Vær'så'god:
Risvangen er, for de mange som ikke ved det, Aarhus Fremads rigtige hjemmebane, et lille hyggeligt stadion nord for Århus bymidte, og nogle har udtrykt deres skepsis over om det skulle kunne bruges til andet end DS-fodbold. Jeg vil gerne erklære mig uenig. Jeg mener derimod, at det store, meget ucharmerende Århus Stadion med den skandaløse bane er uegnet til topfodbold, og at jeg langt hellere ville komme tilbage til Risvangen. Det var rent ud sagt pissehyggeligt at være på besøg dér. Og på den grusbane som gik rundt om banen kørte vores ven i ølkanonen – en yderst venlig og hygsom fyr med en bøllehat, som betjente noget i retning af en elektrisk scooter med tag på og et fadølsanker bagpå. Bajerne kostede tyve kroner. Det blev en mægtig underholdende kamp, på en uforpligtende, ja nærmest lalleglad måde. Der var simpelthen tale om Estonia-fodbold, hvor begge hold havde bovporten stående vidt åben. Allerede i andet minut havde vi balladen, som så mange gange før her i foråret. En bold hoppede retur ud af feltet, og Fremads Siersbæk skød straks – bolden hoppede lige foran mål og gik ind ved Gills venstre stolpe. Gill så som så ofte før skidt ud ved det mål, og hans forsøg på at kaste sig efter at bolden er gået i mål holder ikke – nogle af os husker da David James gjorde det samme for et par år siden i lokalopgøret mod Everton, og siden er han blevet hånet fortjent af den blå del af Liverpool. Det er til sådan nogle kampe, man sætter pris på hvilke helt regulære typer, der følger FCK. Men så må jeg nævne en yderst ubehagelig undtagelse – nemlig den fyr der med en tromme under armen stod nede ved hegnet, som havde hagekors tatoveret på sine ører, som generelt truede folk, som skabte en meget ubehagelig stemning omkring sig, og som startede slagsmål til sidst. Hvor er der dog bare ikke brug for den slags narrøve blandt FCK’s fans. Efter lidt tid blev det Fremad-målmand Bundgaards tur til at koste et mål, og det med noget mere effekt end Gill. Et indlæg røg tilfældigt ind i feltet, Bundgaard gik ud med samme autoritet som førnævnte David James og var ikke i nærheden af bolden, der ramte David i panden og hoppede over i det tomme mål. Davids femtende mål i sæsonen, som desværre ikke fik holdet til at tage deres kollektive røv sammen. Det var fortsat Hawaii-bold fra FCK’ernes side, og FC var håbløse i slutningen af halvlegen, hvor Fremad bragte sig foran igen efter kluntet og panisk forsvarsspil, hvor bolden sprang rundt i en evighed mellem forsvarere og angribere inden en af Fremad-spillerne bankede den op i nettaget. Herefter måtte stolperne og Gill tage sig af resten, og Fremad kunne sagtens have ført mere.
Efter pausen tog spillerne endelig tyren ved det andet horn, og vendepunktet kom da Cliford dukkede op på banen for den skadede David. Ganske kort efter at have gjort entré fik han en friløber som Bundgaard såmænd ganske flot reddede, for derefter at lave en brøler så stor at selv Calamity James ikke kan være med, selv efter 1½ døgns non-stop Tetris. Fra hans hånd trillede bolden hen på den ene stolpe, derpå hen på den anden, og den var på vej i spil igen, da Bundgaard satte en glidende tackling ind og møgede den ind i sit eget mål.
På tribunen blev der nu råhygget, og vi kunne i ro og mag fejre Kofi Dakinah, der endelig gjorde sin debut ti minutter før slut. Og det hele var så afslappet, at Deres Udsendte havde gang i en ordentlig sludder, der blev afbrudt af at jeg med ryggen til banen kunne høre min samtalepartner sige "Nej, det gjorde de bare ikke!" Jeg kiggede op, og lo and behold – FC havde lavet en evergreen – givet både det dumme mål efter to minutter og det dumme mål med to minutter igen. Et frispark skulle tages uden for vores felt, og det havde Gerner åbenbart givet lov til, for mens spillerne stod og prøvede at stille en mur op løftede Gregers Ulrich bolden over i det hjørne hvor Gill ikke stod.
Så måtte vi sige farvel til træerne og ølkanonerne. Samt til de yderst elskværdige Fremadfans, der ganske vist var klædt i nogle oprørende farver, men som stadig hilste venligt uden for stadion. High risk-kamp? Vorherrebevares! En af de lokale var endda så flink at give vores udlandsredaktør sin kasket. Og på en weekend hvor en fhv. og måske kommende AGF’er lod næverne tale og startede et værtshusslagsmål på en lokal familierestaurant kunne AGF måske lære et og andet om det moderne fairplaybegreb af Aarhus Fremad, hvis fans, stadion, bane og klub i det hele taget gjorde et vældig sympatisk indtryk. Men det kan jo være, situationen i Århus er modsat efter næste superligasæson…
