Her på IYGTAF-bloggen mindes vi primært midt- til senhalvfemserne for to STORE fænomener. Det ene er selvfølgelig Fremads storhedstid. Ja, faktisk er det emne jo egentlig mere aktuelt på disse sider, end hvad Fremad roder rundt og laver i 2. divisionen i dag.
Det andet halvfemserfænomen, der kan sætte følelserne i kog og fremkalde voldsomme champagne-raids op og ned ad københavns gader og broer hos Jeres elskede skribenter, er selvfølgelig... Britpoppen.... Denne kulturrevolution, musikgenre, ekstaserus (ja, kært barn har mange navne) definerer jo nærmest halvfemsernes intelligente popkultur. Et let pust af humor, ironi og slogan-agtige pop-melodier var alt hvad der skulle til fra den britiske ungdom for at skubbe de tunge og regnvåde grunge-skyer langt ud i horisonten - måske til Samsø - og sætte solskin, sommer og evig ungdom på verdenskortet.
Jeg forestiller mig, at Gregers Ulrich, Søren Hermansen og måske en lettere misfornøjet Frank Pingel har hørt Parklife i omklædningsrummet efter sejren over AGF i deres superligadebut.
Måske har de endda skrålet med - så højt at Windfeld i omklædningsrummet ved siden af, næppe har haft et roligt øjeblik til at evaluere over det ærgelige nederlag. "!!All the people, so many people - and they aaaalll walk hand in hand, hand in hand through their Parklife!!".
Nå, men for at komme tilbage til sagen, så har undertegnede i den seneste uges tid haft stor morskab af at læse Blur-bassisten Alex James' selvbiografi - passende kaldet "Bit of a Blur".
Bogen byder på en skildring af de oplevelser, der fulgte i kølvandet på at være midt i britpop-orkanens øje. Der er med andre ord lagt op til masser af fest, masser af modeller, masser af champagne - og masser af solskin. . . Den kan varmt anbefales. Men pas på. Efter læsning, sidder du tilbage med en følelse af, at du kan - og bør - gentage Alex' succes - på egen krop. Når først man har læst om britpoplivet - og samtidig kan mindes Fremads storhedstid i midthalvfemserne, som synes at være mærkeligt sammenkoblet med britpoppen... Ja, så er det altså svært at vågne op til elektricitetsregninger, irakkrige, vækkeure med haner, og hvad disse slut 00'ere ellers byder på...
Godt de snart er slut. 10'erne bliver det nye britpop, tror jeg. Og et kig i krystalkuglen siger mig, at Fremad tager turen op igen. Med en knivskarp Michael Vester som topscorer - skal vi kalde ham for 10'ernes Søren Hermansen? Spillende med en Joy Division t-shirt indenunder de sort-gule striber - and a whole lot of confidence.
Lad os genskabe lidt af halvfemserne. Det må være vores vigtigste opgave her på bloggen.
Vi kan passende starte med Alex's fodboldsang fra 98 - Vindaloo. Der er kun trommer og bas på. Men det lyder af en million. (Desværre kan jeg ikke finde ud af at embedde den. Men så igen - youtube var ikke opfundet i halvfemserne. Dengang kendte man kun til "hyperlinks". Og et sådant kommer her).
