Fra de gamle læske-dage

What's happening, baby?!

If You're Going To Aarhus Fremad  starter det nye år med en gammel sag af en video, der bekræfter udsagnet om, at FC København har alt - og har haft det i lang tid.

En dag i forsommeren 1998 spillede Aarhus Fremad på hjemmebane mod FC København i Faxe Kondi Ligaen. Københavnerne havde prominente og komiske navne som David Nielsen, Todi Jónnsson, Bjarne Goldbæk og ikke mindst Carsten V. Jensen på holdkortet. Se videoen og bemærk, hvor slatne Fremad-spillerne er. Dén var ikke gået under Papa Popczynski, men det er en hel anden snak, hvilken vi kan tage mod slutningen af denne her sæson i 2. Division Vest.

 Kampen var en del af næstsidste spillerunde af turneringen, og med henholdsvis fire og fem point ned til Ikast og OB, så var Fremad efterfølgende sikker på endnu en sæson i landets bedste læskedrik-liga.




Bonusinfo: Peter Mikkelsen var kampens dommer.

En udebanetur på hjemmebane

Okay, bloggen lukker ikke.

Det var bare noget IYGTAF skrev, efter at Whittaker, der i sin tid var med til at starte bloggen op og som bekendt vandt en tur med IYGTAF-redaktionen på Østerbro Stadion, valgte at skodde sin præmie og tage til Aarhus lige som Nordbyens nice'este kom til hovedstaden.

Dumt af Whittaker, der ikke har skrevet et indlæg siden 16. juli 2010, men som alligevel er bagmanden til gonzo-interviewet med Mads Frost og forfatteren bag den tankevækkende guide til hedoismen, og som netop derfor altid vil kunne tilgives sit nuværende uengagement i Danmarks ellers klart bedste Fremad-blog.

Heldigvis viste brugeren gl. egaa, hvorfor han kan karakteriseres som bloggens mest trofaste følgesvend. Han er blandt årsagerne til, at du nu kan læse en reportage fra årets eneste udebanekamp i hovedstaden, og som der for bloggen nærmest var en hjemmekamp, for som de trofaste læsere helt sikkert ved, så holder IYGTAF-redaktionen til i hovedstadens gader og stræder.

Men tilbage til gl. egaa, der udover at bære Aarhus i hjertet, nu også kan skrive en udebanekamp med Fremad på sit CV.  Den sidste lørdag i marts trodsede han den bidende kulde, cyklede i modvind fra Sydhavnen til Østerbro, hvor Fremad på det tidligere nationale fodboldstadion mødte BK Skjold i forårets første kamp i 2. Division Vest.

Inden kick off gik vi gennem Fælledparken, og allerede her stod det klart, at kampen ville komme til at stå i vejrgudernes tegn - ikke mindst i den guds tegn, der står for blæst og vind, da vedkommende sendte kraftige vindstød af stormstyrke ned langs stien i parken, hvilket der dog ikke nok til at fjerne den klare fornemmelse af de tre point, der allerede hang så tykt i luften. Min gode fornemmelse var en uge forinden blev styrket, da jeg på BK Skjold TV, der er klubbens egen tv-kanal på YouTube, havde set et interview med københavnernes træner, Thomas W. Hansen.

Se blot de første 25 sekunder her, og du oplever hvordan træneren tager sig til hovedet, virker pint og ulykkelig.




Parkeringspladsen mellem FCK's Parken og Østerbro Stadion er et sært sted. Her mødes fortid og nutid. På den næsten tomme parkeringsplads fik gl. egaa  øje på en FCK-bil, og vi var sikre på, at den kunne kampens spiller for BK Skjold godt låne i en uge, for sådan er det tit med de biler.

Lækker FCK-bil foran det vindblæste Østerbro Stadion.

Humøret var højt, men blev endnu bedre - se bare her:

Ja tak! Sådan! 

Åh ja. Så var man pludselig ikke for fin til smide 10 kroner efter kampprogrammet, der bestod af to foldede A4-sider, men printet i flotte farver, men hvis indhold ikke var særlig farverigt eller informativt. Kaffen var derimod god, selv om den kraftige vind var så stærk, at der ved toppen af plasikkoppen blev dannet brun skumsprøjt, som havde samme konsistens og udtryk som det man ser i vandkanten langs Vesterhavet. 

Nordbyens Fineste lignende klart det bedste hold i begyndelsen af kampen. YouTube-klippet med den pinte træner gav på dette tidspunkt god mening, for den eneste måde Skjold-spillerne kunne hindre udeholdet i at presse på, var ved at ty til beskidte tricks. Men de gode takter og medvinden i ryggen blev ikke omsat til mål i kampens første fase, og langsomt kom hjemmeholdet også frem til et par chancer, og det var ligesom den halvleg. Den tidligere AGF'er Frederik Krabbe havde også fundet vej til fodbolddysten, men halvdelen af kampen var åbenbart nok for ham, da han i pausen valgte at forlade Østerbro Stadion.

En stor del af de 202 fremmødte valgte derimod at søge læ i klubbens café, der er placeret i et kælderlokale under betontribunen, og som mindede om et blanding af sådan en kaffeklub for mænd fra Balkan og en aarhusiansk hashklub. Et nedslidt og mørkt lokale med en sædplettet sofa.

Kampens taktiske vinder blev hjemmeholdets assistenttræner, Janus Blond, der havde luret vejrudsigtet, og derfor var mødt op i flyverdragt. En lille genistreg, da der i dagene op til kampen havde været godt og lunt forårsvejr, men som på kampdagen, den sidste vinterdag inden foråret, var blev afløst af vindstød af stormstyrke. 

Hvor hjemmeholdets Milan Johanssen var kampens spiller, og som derfor burde have kørt væk fra stadion i FCK-bilen, så stod assistenttræner Janus Blond for dagens genistreg med sin lune flyverdragt.

Hvor første halvleg var lang og chancefattig, så var anden halvleg lang og lidt mere spændende, og det var lidt ufortjent, da BK Skjolds Casper Petersen flot sendte bolden i mål med et langt spark. Det fik en ung velklædt mand på en bænk, der sikkert havde bemærket vores ikke alt for flatterende tilråb mod hjemmeholdets bedste spiller, Milan Johanssen, til at bryde ud i en hoverende og provokerende jubel. 

Fremad havde indtil da ikke været særlige koldblodige foran københavnernes mål, og det virkede ofte som om, at bolden skulle helt ind i det lille felt, hvorfra der lod til at herske en kollektiv opfattelse af, man var nødt til at drible bolden ind på den anden side af målstregen. Skjold var dog ikke foran i mange minutter, før Sebastian Sørensen sparkede bolden i nettet fra en offside-position.

Nu skulle den hoverende og velklædte fodboldfan smage sin egen bitre medicin, så gl. egaa sendte en konstant wanker-bevægelse mod den unge mand. Med et stift blik - og en konstante wanking med højre håndled - frøs den velklædte mand til is. Med store øjne og måbende mund kiggede han på den benhårde aarhuisaner og det bevægende håndled, hvorefter han erklærede, at han var 'neutral fan'. 

Momentvis kiggede solen nu ud fra de små huller af store skyer, og Fremad var flere gange oppe og snuse til en føring, men det hele endte uafgjort, hvilket Skjold-spillerne nok var bedst tilfredse med. Siden er det blevet til en enkel sejr til Fremad, men ellers kun uafgjorte kampe, hvilket har fået flere observatører til at omdøbe klubbens slogan 'danmarksmestre i oprykning' til 'danmarksmestre i uafgjort'. 

Næst' år...

F-files: Tilbage til Fremad - del 1: Øjenvidneberetning fra 3-3 kampen mod FCK

Når de små timer kommer snigende, og når søvnen så udebliver, så går IYGTAF i arkivet. Så ruller mikrofilm over skærmen, Fremad minderne gør deres melankolske indtog. På internettet søges der efter billeder af Jesper Dupont eller Frode Langagergaard i den sort/gule trøje. Som et sultent sort hul i rummet, så har internettet vist slugt billederne. De er der i hvert fald ikke. Men artiklerne er der stadig, og som dinosaurernes knogler vidner de om en tid, der nu er engang. Under overskriften 'F-files: Tilbage til Fremad' går rejsen tilbage til dengang Texas var et band med en lækker forsangerinde, Scully og Mulder rodede stadig rundt med UFO'er og et akavet kærlighedsforhold, mens Maria Montell stadig lå stærkt til at blive dronning, og Niels Brøcher var stadig så ung, at man kunne forveksle århusianeren med Ron Weasley fra Harry Potter. Vi starter på en sommerdag i 1999.

I sæsonens andensidste kamp var det hele ligesom afgjort. Syv sejre, otte uafgjorte og 18 nederlag rakte kun til 29 point og en 11. plads i Faxe Kondi Ligaen. Der var hele 14 point op til AGF på den af nedrykningsstregen, en 10. plads som bysbørnene på dette tidspunkt og i de følgende år sad solidt på. Et farvel til landets bedste række var altså en kendsgerning, men inden nedgraderingen til 1. division kunne foretages ventede den sidste hjemmekamp. Riisvangen Stadion var værter, gæsterne var "løverne" fra København, der efter en skuffende sæson blot sluttede på 7. pladsen. Følgende er et uddrag fra FCK-bloggen Fusionsnipserne, og består af en øjenvidneberetning fra 3-3 opgøret på Riisvangen. Hvordan levede folk dengang i 1999? Hvad bed "den fremmede" mærke i, da han dengang pludselig befandt sig på det intime stadion? Ved at undersøge kilden nærmere kan vi få svar på disse spørgsmål. IYGTAF har klippet og forkortet i københavnernes kampreferatet, så vores læsere kun sidder tilbage med selve humlen. Vær'så'god:

Risvangen er, for de mange som ikke ved det, Aarhus Fremads rigtige hjemmebane, et lille hyggeligt stadion nord for Århus bymidte, og nogle har udtrykt deres skepsis over om det skulle kunne bruges til andet end DS-fodbold. Jeg vil gerne erklære mig uenig. Jeg mener derimod, at det store, meget ucharmerende Århus Stadion med den skandaløse bane er uegnet til topfodbold, og at jeg langt hellere ville komme tilbage til Risvangen. Det var rent ud sagt pissehyggeligt at være på besøg dér. Og på den grusbane som gik rundt om banen kørte vores ven i ølkanonen – en yderst venlig og hygsom fyr med en bøllehat, som betjente noget i retning af en elektrisk scooter med tag på og et fadølsanker bagpå. Bajerne kostede tyve kroner. Det blev en mægtig underholdende kamp, på en uforpligtende, ja nærmest lalleglad måde. Der var simpelthen tale om Estonia-fodbold, hvor begge hold havde bovporten stående vidt åben. Allerede i andet minut havde vi balladen, som så mange gange før her i foråret. En bold hoppede retur ud af feltet, og Fremads Siersbæk skød straks – bolden hoppede lige foran mål og gik ind ved Gills venstre stolpe. Gill så som så ofte før skidt ud ved det mål, og hans forsøg på at kaste sig efter at bolden er gået i mål holder ikke – nogle af os husker da David James gjorde det samme for et par år siden i lokalopgøret mod Everton, og siden er han blevet hånet fortjent af den blå del af Liverpool. Det er til sådan nogle kampe, man sætter pris på hvilke helt regulære typer, der følger FCK. Men så må jeg nævne en yderst ubehagelig undtagelse – nemlig den fyr der med en tromme under armen stod nede ved hegnet, som havde hagekors tatoveret på sine ører, som generelt truede folk, som skabte en meget ubehagelig stemning omkring sig, og som startede slagsmål til sidst. Hvor er der dog bare ikke brug for den slags narrøve blandt FCK’s fans. Efter lidt tid blev det Fremad-målmand Bundgaards tur til at koste et mål, og det med noget mere effekt end Gill. Et indlæg røg tilfældigt ind i feltet, Bundgaard gik ud med samme autoritet som førnævnte David James og var ikke i nærheden af bolden, der ramte David i panden og hoppede over i det tomme mål. Davids femtende mål i sæsonen, som desværre ikke fik holdet til at tage deres kollektive røv sammen.

Det var fortsat Hawaii-bold fra FCK’ernes side, og FC var håbløse i slutningen af halvlegen, hvor Fremad bragte sig foran igen efter kluntet og panisk forsvarsspil, hvor bolden sprang rundt i en evighed mellem forsvarere og angribere inden en af Fremad-spillerne bankede den op i nettaget. Herefter måtte stolperne og Gill tage sig af resten, og Fremad kunne sagtens have ført mere.

Efter pausen tog spillerne endelig tyren ved det andet horn, og vendepunktet kom da Cliford dukkede op på banen for den skadede David. Ganske kort efter at have gjort entré fik han en friløber som Bundgaard såmænd ganske flot reddede, for derefter at lave en brøler så stor at selv Calamity James ikke kan være med, selv efter 1½ døgns non-stop Tetris. Fra hans hånd trillede bolden hen på den ene stolpe, derpå hen på den anden, og den var på vej i spil igen, da Bundgaard satte en glidende tackling ind og møgede den ind i sit eget mål.

På tribunen blev der nu råhygget, og vi kunne i ro og mag fejre Kofi Dakinah, der endelig gjorde sin debut ti minutter før slut. Og det hele var så afslappet, at Deres Udsendte havde gang i en ordentlig sludder, der blev afbrudt af at jeg med ryggen til banen kunne høre min samtalepartner sige "Nej, det gjorde de bare ikke!" Jeg kiggede op, og lo and behold – FC havde lavet en evergreen – givet både det dumme mål efter to minutter og det dumme mål med to minutter igen. Et frispark skulle tages uden for vores felt, og det havde Gerner åbenbart givet lov til, for mens spillerne stod og prøvede at stille en mur op løftede Gregers Ulrich bolden over i det hjørne hvor Gill ikke stod.

Så måtte vi sige farvel til træerne og ølkanonerne. Samt til de yderst elskværdige Fremadfans, der ganske vist var klædt i nogle oprørende farver, men som stadig hilste venligt uden for stadion. High risk-kamp? Vorherrebevares! En af de lokale var endda så flink at give vores udlandsredaktør sin kasket. Og på en weekend hvor en fhv. og måske kommende AGF’er lod næverne tale og startede et værtshusslagsmål på en lokal familierestaurant kunne AGF måske lære et og andet om det moderne fairplaybegreb af Aarhus Fremad, hvis fans, stadion, bane og klub i det hele taget gjorde et vældig sympatisk indtryk. Men det kan jo være, situationen i Århus er modsat efter næste superligasæson…