Direkte blogging fra Vedbæk

Så kan du så småt godt begynde at finde chipsskålen frem, og du kan godt hælde et stort glas cola op. Nedtællingen til årets sportsbegivenhed på IYGTAF er i fuld gang: 59 dage, 23 timer og 7 minutter og 47.......40........30.... sekunder tilbage!

Den 16. juni indtager Nordbyens Fineste det legendariske Vedbæk Stadion - stedet, hvor man i fjernsynet har set landsholdet lufte de blege ben før en vigtig landskamp. Stedet, hvor man i fjernsynet har set smilende landsholdsspillere give interviews til pressen, mens små autografjægere i baggrunden har vinket retarderet til kameraet. Et fladt stadion rammet ind af både træbander og klatre-venlige hegn, der får selv Riisvangen Stadion til at minde om et propfyldt Brøndby Stadion i 1993.

 "Michael, vil du ikk... Michael...du... skrive.....'Laudrup' på... min trøje.... " *Laudrup er væk*

Den 16. juni er en søndag, modstanderen hedder Søllerød-Vedbæk, og kampen begynder klokken tre om eftermiddagen, og i de knap to efterfølgende timer kan det meget vel blive afgjort, hvorvidt Fremad kan sige 'adieu' til de andre hold i 2. Division Vest, og ved dommerens slutfløjte måske - måske ikke? - indløse billet til NordicBet Ligaen. Kampen afvikles i hvert fald i andensidste spillerunde i 2. Division Vest, og som landet ligger lige nu, så venter der måske nogle ret euforiske scener med en flyvende Pappa Popczynski i en kongestol, en grædende Raske Peter, der hælder en kæmpe Royal-ølflaske (ligesom dem FCK har - bare ikke med Carlsberg, men med Royal i, tak) ud over en halvnøgen Lennert Kruse... Åh ja, det ku' bli' rart....

 "Det er helt vildt! Pappa Popczynski får den hyldest han har fortjent!
Jeg ryster! Hold kæft, jeg ryster!"

Måske du gerne vil være en del af dette hurlumhej af sand historieskrivning? Men du kan måske ikke overskue togturen fra Aarhus H til Hovedbanegården i København, hvorefter du vil være nødt til at skifte til regionaltoget mod Helsingør, blot for at stå af på næstsidste stop, Skodsborg Station, hvor der venter seks minutters rask gang mod Vedbæk Stadion? Måske din SU ikke rækker til sådanne eventyr? Fortvivl ikke. If You're Going To Aarhus Fremad, der bor på Østerbro i København, og derved kan reducere rejsetiden med knap fire timer i forhold til nordaarhusianske åndsfæller, vil den skæbnesvangre søndag sidde klar på Vedbæk Stadion med den nyeste teknologi, hvilket betyder live blogging her på siden. Glæd dig.


Du er der næsten selv, hvis du følger med i IYGTAF's live blogging fra Vedbæk Stadion den 16. juni.

Ikke mere slap sekundaliga

Ikke mere Champions League, Superliga og andet slap sekundaliga. I morgen er ventetiden, der blev lidt forlænget af den nærmeste obligatoriske premiereaflysning, slut. Hold kæft, det bliver så optur. Nordbyens Fineste tager i morgen til det nordlige Fyn, og her vil dommeren klokken to fløjte i fløjten, hvorefter Otterup-spillerne ville vælte forvirrende rundt på banen, mens Mathias Vallentin, Peter Rask og resten er Pappa Popczynskis drenge dribler, løber, hopper, lave vendinger, header og ikke mindst skyder sig gennem det fynske forsvar. Kampen spilles på kunstgræs - en klar fordel til aarhusianerne. Her på IYGTAF varmer vi op med denne kærlighedserklæring af en egenproduktion til dejlige Aarhus Fremad:

Viva Villakvarter! Forza! Oi oi oi!

F-files: Tilbage til Fremad - del 3: Den onde strid

For tredje gang åbner vi nu skuffen med F-filerne. Ikke så meget snak, lad os gå tilbage til vinteren 2002. Et navn bliver ved med at dukke op i disse år omkring det mystiske millenniumskifte.

"Scully! Se!"

Ib Pilegaard. Dengang journalist på BT. Han stod bag en del artikler omkring FC Aarhus, også den artikel IYGTAF satte fokus på sidst vi gik i F-arkiverne. Du ved, den med den kendte tv-mand fra 1980'erne, der blev fyret lynhurtigt - klik her. I den kommende artikel opridser Ib Pilegaard skarpt de mange problemer hos AGF og FC Aarhus.

Han nævner, at ikke alle kilderne ønskede at udtale sig til avisen for en mening omkring AGF vs. FC Aarhus. "For det er åbenbart et så følsomt og nervebetændt emne, at ingen vil støde andre med de kritiske holdninger", lyder tolkningen fra journalisten. Med hvad der lader til at være en mistanke mellem linjerne nævner han, at det der tidligere var arbejderklubben Aarhus Fremad har udviklet sig på en sær måde til at være et forum for erhvervsfolk, hvorefter han nævner de senere totally broke Asger Jensby og Tom Matthiesen.

Ja, er der ikke noget mystisk over ham Ib? Var han mon synsk? Kunne han tale med døde børn? Vurder selv:

Den onde strid

BAGGRUND: Fodbold-duellen i Århus er en opsigtsvækkende strid mellem en højtskrigende baby, der ikke kan gå, og en tavs olding, der ikke kan stå. Det er også en krig om overlevelse i landets næststørste by. FC Aarhus er en outsider i branchen og en klub uden erfaring. Før hed den Aarhus Fremad, en serieklub med rekorder i oprykninger. På 13 år avancerede Fremad ni gange og nåede fra serie fem til Superligaen i én lang spurt.

Sporebror er bedst. Her befandt AGF sig, en gammel mand på 122 år med åreknuder både for og bag. Det er en mastodontklub med historie, traditioner og kultur, men også en klub, der dårligt kan bøje sig ned og få støvler på.

Fremad måtte baglæns ud af den bedste række, og efter et mislykket forsøg på at fusionere med Skovbakken blev FC Aarhus skabt på ruinerne af Fremad. Man kan dårligt sige Aarhus Fremad uden at nævne Jan Hammerholdt. Klubben var hans værk, oprykningerne hans mesterstykke. Spillerne blev allerede fra serie to belønnet med sponsorbiler.

Men Hammerholdt valgte at gøre en ende på sit eget liv, og det var starten på ruindyngerne, for han havde skabt sin egen klub med sin egen administration og uden hjælp fra andre. Oprydningen var enorm og besværlig. AGF bærer på en smuk historie og en lang række af flotte resultater. Det gik bedst i de glade amatørdage, hvor borgerskabets klub i Århus sprællede af liv og rekorder.

Der var en særlig ånd over AGF dengang. En indre atmosfære af værdighed, kultur og fair play, en omgangstone i fred, fordragelighed og respekt. Men måske også en indforstået selvtilfredshed, hvor man havde nok i sig selv. Det blev betragtet som en æressag at spille i den hvide bluse, og det gav i en årrække anledning til konflikter.

Især konflikten med dyb splittelse mellem de ældre klubfolk, der vil værne om de gamle værdier, og de yngre resultatjægere, som vil til tops for enhver pris. Siden har topfodbold ændret sig med brutal styrke til et udskilningsløb, der kræver endnu mere af mændene bag skrivebordene end dem på banen. Fodbold er blevet penge-fikseret fra direktørens sponsor-kuglepen til wingens indadskruede hjørnespark.

Det har ændret på mange ting, og nostalgikerne vil aldrig erkende, at det er blevet bedre på nogen punkter. Striden i Århus vokser i styrke for hver gang, FC Aarhus bruger de store armbevægelser. Og det er de rigtig gode til i den klub.

Efter Hammerholdt, som på den tid ikke behøvede at svinge med armene, kom automobilhandleren og byrådsmedlemmet Niels Brøchner til, men først med mangemillionæren Tom Matthiesens entré kom der skred i tingene.

Han erkender, at han har lavet en snes millioner på ejendomshandel. Det er også dyrt at iscenesætte FC Aarhus, som han gør, med Flemming Povlsen som kransekage-navnet, der løfter øjenbrynene hos mange.

Men arbejderklubben i det nordlige Århus har udviklet sig på en sær måde til at være et forum for erhvervsfolk, hvor direktører og millionærer mødes på det lille og meget primitive Riisvangen Stadion med et klubhus, der minder om gammel DDR-idræt fra 60erne.
Asger Jensby, direktør i IT-branchen, er et stærkt navn, som slet ikke passer ind i de omgivelser. Han har for resten aldrig været der.

Matthiesens helt store scoop er pressechefen Anders Bay, tidligere spindoctor for Bjarne Riis på CSC-holdet og før det souschef på B.T.-sporten. Fra juni til december i fjor udsendte FC Aarhus ingen pressemeddelelse, men i Bay-perioden fra december til nu foreligger der ti styk, og en del af dem skaber ravage i sportssektionen i radio, TV og dagblade.

Her kan de store se, hvordan det skal gøres. Det virker overraskende, at mange superliga-klubber holder 80er-niveauet og kører i tomgang overfor pressen og offentligheden. En snu pressechef kan flytte meninger og måske også millioner. Anders Bay er indtil videre uden konkurrence i branchen.

Hver gang Bay foretager et raid, sidder sylene i bagdelen på AGF-kroppene.

Og hver gang sammenligner folk automatisk de to klubber. Hvis FC Aarhus er på banen med Jensby som ny bestyrelsesformand, spørger ikke kun de intrigante, men også andre, hvordan det nu lige går med AGF for tiden.

Det er ingen hemmelighed, at »GF« kun lige slæber sig af sted.

Med udlandsdanskeren Kurt Andersens redning i målfeltet er der bevilget arbejdsro i AGF, og der er ligefrem kraftigt optræk til lanceringen af en ny hovedsponsor, som klubben har savnet siden sidste sommer. Det er endnu fire-fem mio. kroner om året.
Men ellers kæmper AGF med ryggen mod muren. Der skal slides og svedes, og folk må bøje hovederne, mens de gør det.

Hver gang AGF-lederne stikker hovederne ud af busken, får de lussinger. Også cheftræner John Stampes afdeling er udsat for mediernes rundsav. Han har en køkkenhave, hvor ukrudtet ikke er til at holde væk. Det er FC Aarhus, der nyder godt af medvinden, men det skyldes, at der ingen forventninger er.

AGF er tynget til jorden af forventninger. Egnes og andres. Århusianere, der vil frem i verden, bliver holdt fast på deres forudsigelser. Og dukket, hvis det ikke sker.
Men hvordan er mulighederne for FC Aarhus? Kan den unge knække den gamle?

Det burde være andre ting, der beskæftiger FC-ledelsen, for AGF er ikke til at knække. På det sportslige plan er der meget mere end klasseforskel.
FC Aarhus har hverken ungdomsafdeling eller tilhængere i større stil. Selv i Superligaen kom der kun 1.200 for at se Aarhus Fremad spille. Stadion og træningsforhold? Glem det.

Nu har klubben valgt at opbygge organisationen først, og så må det sportslige komme bagefter. Det er yderst fornuftigt. Andre har gjort det modsatte og forkøbt sig på et par profiler, der skulle skaffe sportslig succes, men kun raserede bankkontoen.
Til gengæld er der et spring fra en stærk organisation til faciliteter, forhold og daglig base frem til selve de fodboldmæssige muligheder.
Her og specielt i den sportslige sektion er FC Aarhus tæt på nulpunktet.

Spillertruppen er meget langt fra superliga-niveau. FC ligger nummer 10 i 1. division.
I vinter er der sket meget ved skrivebordet, men ingenting på banen. Truppen er den samme og indeholder kun én klassespiller, den talentfulde Tommy Bechmann, søn af den tidligere AGF-bomber Henrik Bechmann.

FC Aarhus-ledelsen erkender åbent, at oprykning til Superligaen ikke er et tema i denne sæson.Faktisk er nedrykning meget mere aktuelt. Med en dårlig sæsonstart risikerer FC Aarhus at dumpe ned i nærheden af nedrykningszonen.

Og så vakler hele det store byggeri. En nedrykning vil knuse alle de nye initiativer i klubben. Der er fem point ned til zonen og seks hold imellem. Det lyder af en del, men to-tre nederlag på stribe kan kalde det grimme nedrykningsspøgelse frem fra karlekammeret.
I AGF lurer spøgelset i hvert fald sæsonen ud.

Det er også et mandskab uden klasse og baseret på lejesvende, altså kortsigtede løsninger.Århusianerne er eksperter i at redde sig hjem på en tiendeplads, og det kan ske igen, men så er det vigtigt for klubbens fremtid, at der derefter bliver arbejdet mere langsigtet.

Og der skal også arbejdes mere i det åbne med en positiv indstilling og lyst til at komme i medierne. I flere år har folkene i Fredensvang, Viby, virket indebrændte og rådløse. Nu skal der ske noget, og det skal være noget godt.

Faktisk har AGF slet ikke tid til at blive opholdt af duellen med FC Aarhus, og spørgsmålet er også, hvem der har lyst.
Flemming Povlsen havde kun været sportsdirektør i få uger, før han meldte ud om klubbens interesse i at slutte sig sammen med AGF. Tom Matthiesen undgik behændigt at jorde Povlsen, men han dræbte tanken med ét slag.

Ingen af klubberne vil købe den andens problemer.

Det er heller ikke alle, der vil ytre sig om duellen. B.T. talte med en lille håndfuld fra fodboldens århusianske inderkreds, og ingen ville citeres for en mening om AGF vs. FC Aarhus.
For det er åbenbart et så følsomt og nervebetændt emne, at ingen vil støde andre med de kritiske holdninger.
Jo, enkelte ville godt, men så var det med en taktisk og rosenrød erklæring om, at de to klubber er på rette vej.

Hver sin rute
De er faktisk på hver sin rute, og kun tiden kan vise, hvem der har valgt den rigtige.
Det er en kamp på liv og død, en ond strid mellem to brødre, der ikke kan forliges og aldrig viger pladsen for den anden.
De har problemer nok selv, men striden og duellen ligger og venter. Begge ved, den kommer.

Og så kommer den til at gøre ondt.
Lige nu koncentrerer AGF og FC Aarhus sig om den kommende forårssæson, den vigtigste nogensinde i århusiansk fodbold.