Viser opslag med etiketten IYGTAF's guide til. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten IYGTAF's guide til. Vis alle opslag

torsdag den 5. november 2009

IYGTAF's guide til: Nordvestkvarteret 'Harry's Place'

Her på bloggen vil vi gerne bruge tre indlæg på Nordvestkvarteret i København, et oplagt sted at slå sig ned hvis man føler sig begrænset de århusianske ligusterhække. Sidst tog ud vi på Blytækkervej, nu tager vi turen tilbage mod Nørrebro Station, her kan man nemlig få fred og pøller.

Gemt lidt væk bag den grønne højbane støder vi på kvarterets anden skat, en skønhed i naturtarm. Lokaliteten, der til trods for kun at være et lille hvidt skur med skydedør, kan prale af at have holdt både Schlüter og Nyrup-regeringen kørende. Harry’s Place hedder stedet der i knap 50 år har serveret byens bedste kæmpepølse, Børge.

Melankoli på Nordre Fasanvej 269, som faktisk officielt er på Nørrebro, men kun få skridt fra 2400 København NV

Der er kun plads til syv personer, inklusiv manden bag disken, i det lille skur. Det er middagstid, stedet er proppet med håndværkere og malere, mens en mindre kø, hovedsageligt bestående af lastbil- og taxachauffører, tager form på fortovet. Her er kun mænd, alle et sted imellem 30 og 60 år. Fra fortovet bliver der sendt sultne blikke ind i varmen, blikkene ser kun pølserne, som er fremstillet uden benmel, hvilket eftersigende er hemmelighed

en bag den sprøde smagsoplevelse. Inde i skuret nydes måltiderne i stilhed, kun de 29 pølser på risten gør væsen af sig, side om side sitrer de i kor - uden at sprænge, vel at mærke.

Hvordan smager en Børge så? Ja, det er lidt svært at beskrive. Den er stærk...Men sød... Sprød...Men blød... En gris...Men også krydder... 

Den skal nok bare prøves.

"Fire mere Børger, fire mere Børger, Fire mere Børger!"

Både Poul Schlüter og hans efterfølger, Poul Nyrup Rasmussen, havde en forkærlighed for de knap 300 gram tunge proteinstænger. I særdeleshed Nyrup var vild med det kødfyldte måltid, således var det ikke et unormalt syn at se mini-sterbilen parkere foran Harry’s Place et par gange om ugen.

fredag den 23. oktober 2009

IYGTAF's guide til: Nordvestkvarteret 'Arnes dækservice' (del 1 af 3)

Her på bloggen vil vi gerne bruge tre indlæg på Nordvestkvarteret i København, et oplagt sted at slå sig ned hvis man føler sig begrænset de århusianske ligusterhække. 
Så tag med IYGTAF ud på den anden side af Nørrebro, til Nordvest, hvor man  bl.a. fodrede Nyrup med kæmpepølsen Børge. Velkommen til 2400 København NV.

Med sit store buede tag og sin  karakteristiske grønne farve er Nørrebro Station ikke blot en markant afslutning på Nørrebrogade. Nej, det er også starten på noget helt nyt; Nordvestkvarteret. Et gammelt kvarter med over 44.000 indbyggere, placeret der hvor Nørrebro slutter, og mast mellem kæledækkerne Østerbro og Frederiksberg. Bydelen kaldes både Nordværst og Nordlæder-vest, men hvad gemmer gaderne derude? Lad os starte guiden til Nordvest med en tur ud til Arnes Dækservice.

Ude ad Frederikssundsvej, lidt til højre, står tiden stille. På Provstevej, Thoravej, og i særdeleshed på Blytækkervej. Alligevel gælder det  om at have øjnene med sig, for her er hundelorte fra firbenede venner med dårlig mave, og glubske, sultne huller i asfalten over det hele. 

Det lyder lettere end det er, for på disse smalle veje bor de gamle autoværksteder, der med deres slidte, håndmalede facader kalder på din opmærksomhed. Duften af benzin og varme bildæk anes på fortovene hist og her, mens tilgroede indkørsler og knuste ruder fortæller om, at flere af de små virksomheder for længst er gået ned.

 Som på Blytækkervej hvor et gammelt, lille, rødt murstenshus med dertilhørende tilbygning er klemt ind mellem to nyere og større bygninger. ’Fuck Amager’ lyder det mest forståelige budskab af  graffiti, der som alger på et vrag har sat sig på den rød/hvide facade til, hvad der engang var Arnes Dækservice. Nu en ruin, efterladt og ensom blandt nybyggeri.

Arnes Dækservice fra før, der kom brystholder og stålgitter i vinduerne.

I et af vinduerne står et udstoppet egern klædt i lædervest, mens en bronzemedalje fra 1991 i 80 kubik motocross står i det andet vindue. Ved dørens glasparti er en sort - og helt enorm - brysteholder spændt ud.          

Vinduerne på 1. salen står på klem, så de små vindstød kan nå de mørkeblå gardiner. Var der ikke en lyd deroppe fra? Måske Arne blot ligger og får sig en kort siesta... Måske med en kvinde? Når den bagende middagssol er faldet til ro, kommer han så måske ned og skifter dæk? 

Læs med når vi igen tager en tur til Nordvest, så skal vi nemlig besøge Skodagrunden i krydset mellem Frederikssundvej og Lygten. Her har nogle af kvarterets mange somaliere travlt med at tygge khat, hvis man altså overhovede kan have travlt når man tygger khat? 

torsdag den 16. april 2009

IYGTAF's guide til...: Hedonisme

Efter vi er blevet (næsten) reklame- og storkapitalfinansierede, har vi været nødt til at se os selv i øjnene og spørge: er vi alle dot-com-pengene værd? Gør vi det godt nok? ... Får vi kommenteret tilstrækkeligt på indlæg såsom "Dagens billede: Niels Brøchner"... osv.

Svaret er, at man jo nok altid kan gøre det lidt bedre. Så sideløbende med de øvrige tilbagevendende temaer vil vi nu introducere en ny serie: "IYGTAF's Guide til..." Her vil vi dele ud af vores erfaringer og lægge op til debat... Oplev det som en slags "public service". Første tema i rækken er Hedonisme.

En vanskelig størrelse helt at definere. Som enhver (ad-finansieret) google-søgning vil fortælle, handler hedonisme jo om at opsøge nydelsen og spændingen, søge væk fra "smerten" - og i det hele taget lade problemer, byrder og arbejde stå til. Acceptere at intet her i livet er større end den umiddelbare nydelse - og intet er værre end sure pligter og hårdt arbejde.

Et oprør mod efterkrigstidens 'penny pinching' - eller for den sags skyld nutidens gabende kedelige finanskrise... Med afsæt i Græsk Filosofi, en lille smule Freud og en god omgang rock klichéer.

Men hvordan gør man så det, tænker du måske, når det er en grå regnvejrsdag i linje 9 på vej fra Lystrup kl. 07.38 om morgenen - på vej mod et gråt kontor og endnu en dag med momsregnskab og pastasalat - og med landsholdspause i weekenden og et amputeret Fremad hold, der roder rundt i 2. division vest?

Her er nogle tips:

* Drik mere Champagne. Moët er en god hverdagsflaske. Champagnens svar på "Folkevognen" - du ved hvad du får, og der er aldrig udfald... Til særlige lejligheder prøv da eventuelt en Perrier-Jouët, som skulle være til at få fat i selv i Magasin. Kan du opstøve en midt-halvfemser (ja, britpop æraen var mere end bare Parklife) i en vinhandler, så er det også værd at gå efter.

* Hop på det første fly til Arlanda / Stockholm... Det er ikke nogen hemmelighed, at de svenske piger kan forføre enhver med deres syngende sprog, deres nordiske træk, og deres karismatiske udstråling... Tilmed er de glade for danskere med Risvangens forårs-ro i sindet, så kom afsted med dig, og tag alt hvad du kan få!

* Få sat din kassekredit op og køb en gammel sportsvogn... En Porsche 911 fra start-70'erne kan faktisk anskaffes til nogenlunde billige penge, da den kan indføres i landet som veteranbil. Find en tysk forhandler i Ruhr-området, som har haft en gammel Carrera stående siden den nærliggende emballage-fabrik gik konkurs for 15 år siden - og giv ham et tilbud, han ikke kan afslå.

* Tag pop-kulturen seriøst. Lær at elske den.....! Ja, i denne verden kommer vi ikke udenom at pop-kulturen er her, der og allevegne - som Søren Hermansen i 90'erne. I stedet for at opponere mod den og studere politik - Adam Smith's 'Wealth of the Nations' og Das Kapital forfra og bagfra på dit studiekammer hele din ungdom, så 'go with the flow'.... For husk: Kapitalisme, Kommunisme: it's all the same...... Kast dig i stedet i armene på banaliteternes ulidelige og smukke lethed..... Start med Abba Gold og Seinfeld sæson 1-10. Lær at nyde den flødeskumsagtige overskuelighed i overflodssamfundets berusende ligegyldighed.

* Kombinér med noget klassisk musik fra tid til anden. Rachmaninov, Mahler, Bach - og selvfølgelig en god del Beethoven. Det giver substans og er godt til at pleje dine daglige Champagne-hangovers.

* Sig alt hvad der hedder arbejde og pligter op - og hvis det giver dig problemer på hjemmefronten el. lign. så drop de folk, der kritiserer dig.... En sand hedonist har nok i sig selv!

* Bliv trøjesponsor for Århus Fremad og start et pladeselskab, hvor du udgiver ting af substans og mening....

* Hyr en personlig spansk kok og sørg for at der altid er et udvalg af ægte Tapas lige i nærheden. Tag mindst 30 kilo på om året.

* Lad politik være politik og finanskrise være finanskrise. Dit liv er dit og samfundet er deres. Lad dem planlægge og bekymre sig, mens du fordyber dig i hedonismens mystiske og befriende verden.

* Efter 5-7 år drop da Hedonismen igen. Klip dit hår, stift familie, få et job, få en opsparing, engager dig i dit samfund... Der er intet så ynkeligt som stadig at leve som en student når man nærmer sig de 40!!


Følg disse råd og sig til hvis du har brug for flere.


Mvh,

Whittaker.