IYGTAFs gonzo-interview med Mads Frost

Jeg vil gerne overfor bloggens mange faste læsere beklage den seneste tids fravær. Jeg kan forstå, at det er gået så vidt at min medskribent har sendt en officiel efterlysning i omløb - INDEHOLDENDE ET BILLEDE AF MADS FROST!! - og det er jeg jo nødt til at reagere på.

Så her er jeg. Tilbage igen.

Det har taget lidt tid at finde ud af, hvad det her indlæg skulle handle om. Overskrifterne i hovedet har været mange og forskellige:

* IYGTAF's guide til selvudslettelse og komplet forsvinden

* Hvad er der i TV: Ugens Lottotal

* 42 millioner gode grunde til at holde med Århus Fremad

* 1-7... Av, hva' nu?

* IYGTAF's guide til Hamburg

* Hvad er der i dit køleskab, Buster Munkk...

(sidstnævnte en slags interviewserie baseret på fremadspillernes madlavningstips).

Allesammen meget relevante og fine emner. Men jeg ved at det, der er mest ventet når alt kommer til alt er IYGTAFs interview /indslag med Mads Frost. Så lad os få det overstået - på Gonzo-manér. OK:

Det var fredag d. 13. marts 2009. Jeg stod i køen til at boarde formiddagsflyet til Stockholm sammen med min musikbuddy. Vi skulle indtage Sverige. Spille koncert på den legendariske Debaserklub. Plyndre byen og ændre alt.

100 meter nede af gangen ser jeg en velkendt skikkelse nærme sig i selskab med en smuk kvinde. Hvem er han? Fuck - det er Mads Frost...! Jeg vinker, og hælder halvdelen af min sorte kaffe udover min hånd og skjorteærmet... Fuck det.

Frosty hilser venligt og bestemt, som var jeg kampens dommer inden et lokalderby på Riisvangen stadion. Vi small talker om gamle bekendte fra jurastudiet, hvem faldt fra, hvem blev hængende... Rygter og gossip. Alt er fint. Alt er OK. Vi aftaler at Frosty og hans følgeskab kommer forbi til aftenens show.

Stockholm er som en drøm af sne, smukke mennesker og champagne. Allerede fra vi lander ved middagstid. I en tåge bevæger mig og min buddy os rundt på de frostklare gader, i nærkontakt med de højere magter, og afventer aftenens teenage-agtige eksplosion.

Ved 22-tiden er det hele allerede en svimmel og tåget kugle af Stockholmsk sen-vinter og beruselse. Frosty og Julie, og mig selv og min buddy er komplette misfits på indieklubbens dansegulv, som indtages af sortklædte smukke nordiske club kids på 17 år - men samtidig et hyppigt mål for de mange sultne blikke, der sendtes afsted fra næsten alle besøgende på denne mystiske nat.

Den norske musiker Erlend Øye kommer op til vores selskab efter koncerten, og forsøger sig på dialog med os alle. Frosty er ligeså kølig som et køleskab fyldt med champagne, og Øye prøver så lykken hos os andre uden det store held. Det bliver næsten til klammeri inden en mere voksen person tager over.

Vi snakker om omklædningsrumsgossip fra AGF. Et hjerte der banker for Århus. Nord. Nutidens karriere i Brønshøj og som advokat. The usual stuff. Frosty er helt deroppe iblandt andre Fremad-legender som J Høyer og S Hermansen! Der er faktisk ingen tvivl (og var det aldrig). I hvert fald efter bloggens mening... Og i hvert fald på denne aften!!

Senere bliver vi introduceret for nogle lokale - bl.a. de to "tvillingepiger" Elin og Elin. Alting sejler i et backstagelokale fyldt med alt hvad hedonisthjertet begærer. Stockholm drejer rundt i en løbebane svarende til "den perfekte cirkel". Vi er alle med.

Hukommelsen herfra er mere sporadisk, og jeg ved ikke hvad der sker. Men det føles rigtigt. Mon det er sådan det føles at vinde en 2. division-vest kamp mod Hjørring?

Pludselig er Frosty væk. Og alle andre også. Jeg vågner op på en Mc Donalds burger-bar ved morgengry og ved ikke om, det hele bare har været en drøm. En Nordårhusiansk glædesrus midt i den meningsløshed, som det postmoderne kunstnerliv ellers normalt byder på for en jura-dropout som mig selv. Er jeg på vej i himlen? Eller var jeg - og er det her helvede? Er det her en nærdødsoplevelse!!? En drøm?

Nej... Dagen efter, ved middagstid. Spil-levende, høj på svensk kærlighed og med opkast på tøjet - på et iskoldt hotel - tikker en sms ind på min telefon. Den er fra Frosty: "Tak for i går".