fredag den 5. juli 2013

Om fodbold-limbo og DBU's sølvgrå høje hat

Fodboldsommerferiepause er lig med limbo-tilstand, og rastløst går du rundt i gaderne hver søndag eftermiddag, mens du prøver at forstå, hvorfor fodboldspillerne ikke spiller. 'Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?'.

I løbet af processen formår du at fortrænge fortvivelsen, der i kraft af svigtende resultater er blevet påført din hvide sjæle. Tiden ændrer betydning, og for dit indre blik ser du Mandela sidde i sin celle på Robben Island, og mens du venter forstår du, hvorfor Madiba, som han kaldes i Sydafrika, var - og stadig er - så god. 

Efterårssæsonen. Sig ordet, og du er lige ved at græde på den uhyggelige måde, hvor du, mens du er helt rød i hovedet, skiftevis griner og græder. Griner fordi du ser fodbold, og græder da der nu er et år til sommer igen. 

IYGTAF-redaktionen ser frem mod den kommende sæson i 2. Division Vest, hvor især to kampe allerede springer i øjnene. Vi taler naturligvis om Fremads to udekampe mod de to sjællandske klubber, der logisk set burde spille i 2. Division Øst, men som af DBU er blevet tvunget til at spille i vestpuljen. I mandags fandt forboldforbundet den sølvgrå høje hat frem, der bliver benyttet til disse lodtrækninger. Som den eneste faste læser af bloggen ved du nok, at IYGTAF har sit hovedsæde på Østerbro i København, og derfor hyperventilerede og hvinede bloggen hele mandagen, mens vi ventede på svaret på, hvad 'Fru Fortuna' hev op af den høje hat. I hatten lå mulighederne for et par gode aways. 

Vi tænker eksempelvis på de to Amager-klubber B1908 og Fremad Amager, legendariske og fordrukne Boldklubbem Frem på Valby Idrætspark, Blodklubben Avarta blandt højhusene i Rødovre... Men hvad blev resultatet af lodtrækningen?

Jo, op af hatten kom to af forrige sæsons tophold i østrækken, Rishøj Boldklub og HIK. Sportsligt kunne det have været bedre for Fremad, men udebanemæssigt var det en fin nok lodtrækning. Hvor Søllerød-Vedbæk for to-tre uger siden lagde hus til en 4-0 sejr til Fremad og direkte fodboldopdatering på IYGTAF's Twitter-side, så byder næste sæson også på en bjergtagende tur til Nordsjælland. Dog går turen kun til Gentofte Stadion, da HIK spiller sine hjemmekampe her. Derved er der allerede lagt i ovnen til at en ægte pop- og rocktur, da internationale musiknavne som ZZ Top, Guns N Roses, Metallica og Michael Jackson alle har optrådt på det gentofte'ske græstæppe, og i modsætningen til eksempelvis Parken, så skulle lyden være helt i top på Gentofte Stadion, og bloggen glæder sig derfor allerede til at høre stadionhøjtalerne spille musik inden kampstart. God away i vente.

 
Metallica på Gentofte Stadion 1993. Det bliver så vildt, når Fremad skal spille der!
Rishøj Boldklub kræver dog sin mand og et 'alle zoner'-klippekort. Hvor turen til Gentofte bliver en smuk tur, så bliver turen til Rishøj Stadion en lang og krævende tur. Det er anden gang på ganske få år, at Køge-holdet trækker nitten og må tage de lange ture over Storebælt. Tre år er gået siden Fremad sidst gæstede det østsjællandske stadion, hvilket er blevet foreviget på denne video:

Klicheernes mester ved mikrofonen: "Man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt"

Bid mærke i den dybt provokerende ro-jubelscene cirka 2.27 inde i videoen. Argh, men hvad værre er, så blev transfervinduets første bombe smidt i dag: Fremad har sagt farvel til Brian Johansen, da den 26-årige målmager af uvisse årsager har valgt at skifte til Ringkøbing. Yup, du læste korrekt. Ringkøbing. Brian Johansen, der nettede ti gange for Fremad i sidste sæson, og som bor i Randers, skal derfor nu køre to timer i bil for at spille fodbold for et middelmådigt hold. Tillykke med det, Brian *bitter fan-smiley*. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar