Verden på Vangen: Kaffen der aldrig blev kold

'Verden på Vangen' er bloggens tema med tilskueranekdoter fra Riisvangen Stadion. Selv om der har været stille omkring disse lunefulde fortællinger, så kan de hårde læsere af bloggen sikkert huske, hvordan Preben Elkjær gik amok - hvis ikke, så klik her.

Andre IYGTAF-fans fyldes sikkert med vrede i deres små kroppe ved genlæsningen af indlægget, der udførligt beskriver, hvordan 'Mr. Silkeborg' (Morten Bruun) kun havde hån tilovers for rammerne for 'Danmarks hyggeligste stadion'.

IYGTAF-redaktionen har nu fået endnu en levende beretning fra Fremads storhedstid. Modsat de to tidligere fortællinger fra 'Verden på Vangen', så udspiller den nye fortælling sig ikke på Riisvangen Stadion, men det enorme og råkolde Aarhus Stadion.

Ikke mere snak. Vi overlader ordet til Anders Bak, der har været venlig at dele sin store oplevelse fra 'den gyldne æra':


Kaffen der aldrig blev kold
 

Vi skal tilbage til de gamle Faxe Kondi Liga dage for at finde dagen, hvor kaffekastningen

udspillede sig. Min hukommelse angående, hvilken kamp det eksakt var, er sløret, men jeg har en

grim fornemmelse om, at det var 2-2 kampen mod SIF 04.10-1998. Se kampinfo her.

Jeg (dengang 11 år), mine fætre og min far (der i øvrigt dengang var næstformand for

kontrollørkorpset, der jo som bekendt primært bestod af plejere fra Risskov Psykiatriske Hospital –

nærmere bestemt den retspsykiatriske afdeling.) indfandt os på Aarhus Stadion et par timer før

kampstart, idet min far skulle lægge taktikken til, hvorledes de mange farlige SIFosis skulle styres.

Ca en time før kampstart sidder jeg og mine fætre på den lille a-tribune. Vi sidder relativt højt oppe

på tribunen, da Iwelumo iført træningstøj og en papkasse sjasker luntende rundt på den enorme

løbebane. Pludselig stopper han op. Peger på mig med sine lange fingre, og kigger intenst på mig

med sine hundelignende øjne. Han kan tydeligvis huske mig, fordi jeg og en kammerat få dage

forinden havde fulgt ham rundt i byen, før vi til sidst i Badstuegade turde spørge ham om hans

autograf. Efter et par sekunders pegeri bukker han sig ned og fisker to poser rød Peter Larsen kaffe

op af papkassen, som han kort forinden havde sat på løbebanen. Herefter kaster han kaffeposerne i

favnen på mig med kirurgisk præcision. Den mand kunne alt på en fodbold- og løbebane. Iwelumo

må have tænkt, at det var på tide, at vi unge drenge kom i gang med at drikke den gode bønne.

Herefter løber Iwelumo, og vi sidder forstenede men lykkelige tilbage på den næsten

mennesketomme A-tribune. Den dag fik min Fremad-passion en ekstra dimension.

P.S Jeg tror i øvrigt, det endte med, at min far fik kaffen, og at jeg drak en enkelt kop med mælk og

sukker.

P.P.S Jeg tror de kastede kaffen ud, fordi Peter Larsen Kaffe var kampsponsor, men det er kun en

teori.

Waoooow! Sikke en vanvittig og fantastastisk historie. IYGTAF takker for beretningen og opfordrer mulige anekdoter-fortællere dele deres historie med alle os - fire, fem, seks måske syv - andre.