Med dette sagn fra heden, hvor både heste og Ove Hansen fylder en væsentlig del af lokalbefolkningens bevidsthed, indledes et åbenhjertigt interview, hvor Dan Sørensens fascination for Ove Hansens evner til at løbe hurtigt skinner igennem. Tv-værten, der i dag huserer som skærmtrold for Onside, kredser således omkring spørgsmålet om, hvorvidt Ove Hansen vitterligt var den hurtigste fodboldspiller i Danmark. Heldigvis bliver der i det lune og lange interview også tid til at se tilbage på den sympatiske midtjydes lange fodboldkarriere, der tog sin begyndelsen i Herning Fremad i midten af 80'erne, efterfulgt af knap 10 år i Ikast, kun afbrudt af en kort afstikker til OB. Konen havde forståelse for den lille angribers lyst til fodboldeventyr, så hun afviklede sin blomsterbutik i Ikast, og sammen drog de til Østrig og klubben SV Ried, hvor han med flere mål var med til at redde sin østrigske arbejdsgiver fra nedrykning. Chokolade- og alpelandet var ikke det eneste sted Ove nåede at sprede fodboldeufori inden han stoppede sin karriere, da han også nåede at tonse rundt i det nordlige af Aarhus, og trods sin høje alder var Ove Hansen stadig rap på fødderne og opnåede succes hos Aarhus Fremad.
Med det udlignende mål til slutresultatet 3-3 sikrede Ove Hansen
Aarhus Fremad 1 point mod Vejle på Riisvangen Stadion.
Aarhus Fremad 1 point mod Vejle på Riisvangen Stadion.
I udsendelsen bliver der også vist nogle herlige arkivklip fra starten af 1990'erne, bl.a. oplever man Ove Hansen foran mikrofonen, da angriberen bærer musikken i sit hjerte, og derfor arbejdede halvtid på Radio Ikast. I et klip ser man ham fyre op for Donna Summers 'Dinner With Gershwin'. I dag arbejder han fuldtid på Danish Crown i Herning. Til Dan Sørensen fortæller han, at han mod slutningen af sin fodboldkarriere valgte at nyde tiden som fodboldspiller, derved var han også klar over, at han ikke ville have en uddannelse at falde tilbage på.
Og selv om Ove Hansen ikke nævner Aarhus Fremad i interviewet, så har vi her på IYGTAF ikke glemt ham. Måske vækker erindringerne om Riisvangen for stærke minder for ham til, at han kan snakke om tiden i klubben uden at fælde en sentimental tåre? Det tror vi her på bloggen. Oplev selv gensynsglæden, klik her for at se interviewet.
Husker ærligt talt bedst Ove H fra tiden i Ikast. Husker at jeg hadede ham. Som fodboldspiller, altså. Ikke som menneske. Mest af alt hadede jeg ham fordi TV2 sportens kommentator fra det midtjyske var en vis Kai Hartmeyer der kommenterede Ikasts kampe.
SvarSletOve Hansen scorede som bekendt i hvert eneste kamp, hvilket Hartmeyer kommenterede med sin løjerlige stemme "Og hvem dukker op inde på midten? Hvem andre end OVE HANSEN, der scorede sit 7. sæsonmål for Ikast". Udtalt køligt, med en lystig, næsten rigsdansk accent. Det lød som om han sad og snurrede sit overskæg imens han kommenterede. Så hellere Dan "Morten Bruun" Sørensens langsomme, jyske røst. Og glatte, glatte hår.