mandag den 31. januar 2011

Verden på Vangen: Mr. Silkeborg


Græsset på fodboldbanerne er stadig dækket af et hårdt lag is. Hvis du bidder i det, så får du ondt i tænderne, så hårdt er det. Først 19. marts går det atter løs i 2. Division Vest. Nå. Ja. Men nu skal det for en stund være slut med at tjekke IYGTAF, blot for at sukke dybt eller skrige frustreret 'INGEN NYE INDLÆG!'.

Her kommer nemlig et nyt tiltag fra IYGTAF. For du kender sikkert allerede til overskrifter som 'Mor fødte rum-baby' og 'Verdens mindste mand går til filmen'. Farverige (og måske også sande?) historier, som Ekstra Bladet placerer på deres underside 'Verden på vrangen'.

Nu kommer så IYGTAF's modsvar, nemlig 'Verden på Vangen'.

Nej, du læste ikke forkert. Ja, der stod 'Verden på Vangen', og det er temaet, hvor vi kommer med gamle anekdoter fra Riisvangen Stadion.



Vi starter med en fortælling, der helt sikkert vil ændre din verdensopfattelse - i hvert fald af Morten Bruun aka. 'Mr. Silkeborg'. Så find din plaid, sørg for den dækker dit skød og fødder, for nu kommer anekdoten:

For snart mange år siden, i hvert fald over ti år siden, var jeg på stadion og se Nordbyens fineste. Det har jeg også været siden, men denne fortælling handler om, at til denne kamp havde Morten Bruun også fundet vej til Riisvangen. Han var der ikke som spiller eller træner, ej heller som tv-mand, da han ligesom os andre dødelige blot var almindelig tilskuer. Grydehåret bevægede sig roligt fra højre mod vestre på hovedet af ham, og fra venstre mod højre osv., ja han rystede simpelthen på hovedet og var ganske utilfreds. Det kunne jeg se, jeg stod ikke langt fra ham.

- Hvad er det her for et lille åndssvagt stadion?, sagde 'Mr. Silkeborg' til sin makker, og sådan blev han ved. Flere af de andre fremmødte kiggede også uforstående på ham, men hans dybe stemme fortsatte i samme dæmoniske dur, han havde armene over kors, og jeg blev ganske trist, for ikke blot er det dumt at sige sådanne ting, men også fordi, at jeg indtil da havde et rimelig godt billede af ham; sympatisk jyde med ikke-så-meget-pis og fedt hår...Men det ændrede sig den dag på Riisvangen.


"Hold kæft... Jeg hader det her sted! Hvor er det åndssvagt! Det er utroligt. Nu har jeg brugt min dag på det her, dagen er slut nu. Ødelagt. Sikke noget rigtig møg. Det kan ikke være sandt. Jeg skulle have været sammen med mine børn i dag..."

Okay, det var ikke verdens sjoveste fortælling. Men måske du har en god fortælling fra Riisvangen? Har du råbt 'fissehår' af modstandernes spillere med krøller? Så skriv en kommentar og del den med IYGTAF - Danmarks førende Fremad-blog.

5 kommentarer:

  1. Ja - jeg har råbt 'fissehår' af en af modstandernes spillere med krøller. Taktfast, endda. Han spillede for Haderslev, som senere blev til Sønderjyske, som senere fik Morten Bruun som træner, som jo har det diametralt modsatte af 'fissehår'.

    SvarSlet
  2. Ej, det sagde han bare ikke? Please, sig det ikke er sandt! Skøn blog ellers. Men det her var en ubehagelig gang ikonoklasme. Og så lige før middag.

    C

    SvarSlet
  3. C, den er desværre god nok. Roger.

    SvarSlet
  4. Har en lille historie om dengang Preben Elkjær sparkede til en skraldespand, den er nu også langt fra verdens bedste historie, men mindre kan vel også gøre det.

    Jeg var med min far ude og se Aarhus Fremad mod B93 for efterhånden mange år siden. Kampen var i overtid og vi var så småt på vej ud af Riisvangen. B93 var foran 1-0, i hvad jeg erindrer som en vigtig 1 divisions bundkamp. På langsiden bag trænerboksene var Preben Elkjær og en lille flok B93 folk, som vi valgte at stoppe ved for at se kampens sidste minutter. Jeg mener Preben Elkjær var direktør i B93, eller noget andet fint i den periode. Hvorom alting er, så var Preben ganske arrig over mængden af tillægstid, dommeren havde valgt at lægge til. Han havde jo nok gjort sin research, i samme overbevisende stil som han i dag gør det i cl studiet, og vidste derfor at Aarhus Fremad var ganske farlige i slutningen af kampene, særligt på hjemmebanen. Der blev råbt ting af dommeren som jeg ikke vil nævne her og i øvrigt heller ikke kan huske længere, men positivt var det bestemt ikke. Så skete det dejlige i kampens 6 minuts overtid, at Aarhus Fremad scorede, jeg husker ikke målscoren, ej heller selve målet. Preben Elkjær’s reaktion husker jeg dog, han sparkede til en af Riisvangen’s skraldespande med en sådan iver og kraft, at man mindes et særligt straffespark som Preben engang skød mod Spanien, i en ikke helt ligegyldig EM kamp. Risvangens skraldespand nøjes dog med at vælte, med alt dens indhold væltende ud. Herefter gik en vred Preben Elkjær væk fra stedet, men retfærdigvis skal det siges at han efter 10-20 meter vendte tilbage og samlede skraldespanden op og fik puttet indholdet retur i skraldespanden. De 2 tabte point fik han dog aldrig tilbage.

    SvarSlet
  5. Det er i sandhed en god fortælling, Olesen. Tak for den. Jeg har valgt at bringe den i et indlæg for sig selv, da den er så god, jeg håber det er okay!

    SvarSlet